Negreanu: Så frustrerende!

WSOP 2009

Skrevet mandag d.8. juni, 2009 kl.09:37

Af Kasper Saugmann

Det tegner til at blive et godt WSOP for Daniel Negreanu, der allerede har cashet tre gange, herunder to finaleborde. Men kronen på værket, et af de guldbelagte armbånd, har Negreanu stadig til gode.

Under gårsdagens afgørelse af Event #14 ($2.500 Six-Handed Limit Hold'Em) var Negreanu ellers næsten så tæt på, som man overhovedet kunne forestille sig.

Scenen var skiftet fra et 367-mand stort startfelt til nu blot en Heads Up-dyst mellem Daniel Negreanu på den ene side og online-fænomenet Brock 't soprano' Parker på den anden side. Og det med et pænt chiplead til Negreanu.

På sin Twitter havde canadieren tidligere omtalt Parker som værende skrap, ligesom han ifølge PokerNews skulle have sagt til sin modstander:

- Af en online-spiller at være, så er du godt nok god.

Altså ingen ønskemodstander for Negreanu, og da kortene samtidig var imod ham flere gange, blev det op af bakke trods et 2-1 chiplead.

Ifølge PokerNews skulle Negreanu, trods opbakning på sidelinien fra vennerne Gavin Smith og Erick Lindgren, have set mere og mere frustreret ud som Heads Up-dysten udviklede sig, og det endte da også med en sejr til Parker efter godt halvanden times spil.

- I'm rather angry at the moment. So frustrating! skrev Negreanu efterfølgende på sin Twitter, inden han satte sig ned i den netop startede Event #18 ($10.000 Omaha Hi/Lo 8-or-better).

Resultatet for Event #14

1 $ 223.688 Brock Parker
2 $ 138.280 Daniel Negreanu
3 $ 89.660 Tommi Horkko
4 $ 60.885 Kevin Hong
5 $ 43.201 Barry Shluman
6 $ 31.966 Kyle Ray

Daniel Negreanu vandt sit fjerde og seneste bracelet sidste år i en $2.000 No Limit Hold'Em-event.

0 kommentarer Kommenter