Bang! Phil Ivey snupper sit andet bracelet i år
WSOP 2009
I et stjernepakket opløbsfelt satte Phil Ivey pokermotoren i omdrejninger og pløjede gennem finalebordet, mens han multitaskede og spillede en anden event. For kort tid siden vandt han sit syvende WSOP-bracelet.
Der har været sagt og skrevet meget om Phil Ivey, og om hvorvidt han vitterligt er historiens skrappeste pokerspiller. Det bliver dog sværere og sværere for tvivlerne at finde argumenterne frem, for i nat snuppede Ivey endnu et WSOP-bracelet på imponerende vis.
Med fjorten spillere tilbage ud af 376 startende, var der lagt op til en spændende afgørelse i event #25, $2.500 Omaha/Seven Card Stud Hi/Lo 8-or-better, der udover Ivey bød på et spændende finalefelt med rutinerede navne som Chad Brown, Dutch Boyd, Jon 'PearlJammer' Turner og den tidligere Main Event-vinder Carlos Mortensen.
Phil Ivey gik efter årets andet bracelet og karrierens syvende, selvom han multitablede, da han samtidig spillede med i Event #27, tog han sikkert fat ved bordet og fik chipleadet inden han til sidst besejrede Ming Lee Heads-Up.
Sejren indbragte Ivey $220.538 og en hel del mere i sidebets.
- Nu har jeg vundet alle mine bracelet bets for i år. Jeg lavede en aftale med en gut omkring den sidste event, en ret dårlig aftale faktisk, som betød, at jeg skulle vinde endnu et bracelet. Men det har jeg gjort nu, og så er alle mine bracelet bets vundet for i år. Det er rart, sagde Phil Ivey efter sejren.
Og til spørgsmålet om, hvordan han skulle fejre årets andet og karrierens syvende bracelet?- Det ved jeg ikke. Mon ikke jeg tager over på Bellagio og spiller lidt.
Kun fem spillere har mere end syv WSOP-armbånd.
Artikelfoto: Phil Ivey fanget af Pokernyhedernes fotograf under EPT Grand Final tidligere i år.