Hellmuth: Det er et ræs til 20 mod Ivey
WSOP 2010
Skrevet fredag d.25. juni, 2010 kl.08:38
Af Sune Holst, Kasper Saugmann, Las Vegas, Nevada
Phil Hellmuth fik ikke sit 12. WSOP-armbånd i Event #41 (Pot-Limit Omaha Hi-low Split-8 or Better). - Det føles uretfærdigt, sagde Phil Hellmuth til Pokernyhederne kort efter sit exit på en 7. plads.
Tidligt fredag morgen, dansk tid, var det slut for Phil Hellmuth i Event #41, hvor han fået spillet sig frem til sit første finalebord under årets WSOP.
Her var han på jagt efter sit 12. WSOP-armbånd - og det første i en turnering, der ikke blev spillet i No Limit Hold'Em, nemlig varianten med det mundrette navn Pot-Limit Omaha Hi-low Split-8 or Better.
- Det føles uretfærdigt. Så du, hvordan de spillede? Mike Matusow har sagt, at jeg ikke må sige det, men de var rystende ringe, indleder Phil Hellmuth, da Pokernyhederne som første medie fanger ham efter sit exit.
- Jeg spillede kun syv hænder i løbet af dagen, men tre gange løb jeg ind i esserne. Det burde ikke være muligt. Jeg spillede fremragende poker, bedre end nogensinde, så jeg synes det er uretfærdigt. Jeg er rystet og burde slet ikke lave dette interview nu.
Ivey må ikke overhale
Pokernyhederne var med ved kassereren, da Phil Hellmuth cashede ud, men der er ingen tvivl om, at de $30.633 han vandt ingenting betyder i det overordnede billede.
- Phil Ivey vandt et WSOP-armbånd forleden, stort tillykke til ham, men i stedet for at vinde denne her turnering, så står jeg med ingenting. Det er et kapløb der her. Det kan godt være, at han på et tidspunkt overhaler min rekord, men det skal ikke være mens den står på 11 WSOP-armbånd, fastslår Phil Hellmuth.
Det er som sagt i No Limit Hold'Em, at den 45-årige amerikaner, der havde sin kone med på railen, har slået sit navn fast som en af verdens mest vindende turneringsspillere. Alligevel tøver han ikke med at kalde præstationen for sin bedste under WSOP 2010.
- Og alligevel står jeg med ingenting her i dag. Det er ikke retfærdigt. Du må forstå, at alt drejer sig om rekorder. Rekorden betyder ALT! Det kan godt være Ivey overhaler mig, men det skal i hvert fald ikke være før jeg har 17 eller 18 WSOP-armbånd. Det her er et kapløb til 20.
Artikelfoto: Phil Hellmuth fanget ved bordet af Pokernyhedernes fotograf i minutterne før sit exit.