'Spiderman'-pokersag slutter med million-forlig
Gossip
22 tidligere deltagere i et privat highstakes-spil i Hollywood må til lommerne med $1,75 millioner.
Den amerikanske forretningsmand Bradley Ruderman, der afsoner en fængselsdom på 10 år for økonomisk kriminalitet, menes at have tabt over $5,2 millioner i private pokerspil i Hollywood i perioden 2006-2009.
Millionerne kom fra investorer, der troede, at de investerede i den hedgefond, som Ruderman styrede.
Nu får investorerne dog et plaster på såret, efter det er lykkedes kurator Howard Ehrenberg at indgå et forlig med 22 af de personer, der har deltaget i pokerspillet og i mange tilfælde vundet penge fra Ruderman.
- Alle pokersager er nu afsluttede, siger kurator Howard Ehrenberg til New York Post.
Ehrenberg og kreditorerne gik efter at få alle $5,2 millioner tilbagebetalt, men må 'nøjes' med omkring 30% af beløbet.
- Vi er endt med ca. $1,75 millioner til kreditorerne i konkursboet. Jeg antager, at poker-vinderne, som måtte betale tilbage, ikke er glade for forliget, men forliget er efter min mening fair.
Blandt de 22 er ifølge flere kilder Spiderman-stjernen Tobey Maguire, der allerede sidste år indgik et forlig i sagen, samt folk som Matt Damon, Alene Hjemme-stjernen Macaulay Culkin, Ben Affleck og Leonardo DiCaprio.
Spillene foregik på luksushoteller i Beverly Hills og enkelte gange hjemme hos Hollywood-producenten Nick Cassavetes, der også selv spillede med. Buy-in menes at være mellem $40.000 og $200.000.
Læs hele historien hos New York Post.