Zynga Poker planlægger at åbne pokersite
Branchenyt
Verdens største firma for gratis online-spil, Zynga, undersøger nu mulighederne for at åbne et pokersite med spil om rigtige penge.
Hvis Zynga Poker var et pokersite, ville det være verdens største. Syv millioner brugere verden over benytter hver dag det San Franscisco-baserede Zyngas pokerapplikation via sociale netværk som Facebook, MySpace og Google+.
For mindre end to måneder siden afviste Zynga at gå ind på markedet for poker om penge, men nu er de vendt på en tallerken.
Læs også: Ingen udsigt til pengespil hos Zynga Poker
I en pressemeddelse sendt til teknologisitet AllThingsD.com lyder det, at Zynga er i fuld gang med at undersøge mulighederne for at udvide forretningen til det mere lukrative online-spillemarked.
- Zynga Poker er verdens største online-pokerspil med mere end syv millioner spillere hver dag og over 30 millioner hver måned. Vi ved fra at have lyttet til vores spillere, at der er en interesse i spil om rigtige penge. Vi er i aktiv dialog med potentielle partnere for bedre at forstå og udforske denne nye mulighed, skriver Zynga.
Holdningsændringen hos milliardfirmaet kan meget vel have noget at gøre med de ændrede udsigter til at få online-poker lovliggjort i USA. Læs meget mere om Zynga Pokers planer om at udbyde poker om rigtige penge her.