Unibet: Vi fortsætter ikke med to pokerklienter
Branchenyt
Som pokerspiller hos Bet24 skal man snart vænne sig til at spille på Microgaming-netværket i stedet for Ongame-netværket.
Efter 11 år er det snart slut med at kunne placere sine sportsvæddemål hos det dansk-stiftede online-spilleselskab Bet24.
Firmaet med licens og hovedkontor på Malta overgår pr. dags dato til Unibet, der ikke vil køre Bet24-navnet videre, men i stedet integrere firmaets produkter og kunder i Unibet-platformen.
Læs også: Unibet køber Bet24
Det er ikke Unibets første opkøb, men at dømme ud fra reaktionerne i branchen, var det alligevel de færreste, der havde forudset formiddagens nyhed.
Pokernyhederne.com spurgte Unibets pressechef Per Marxen om, hvilke overvejelser der ligger bag opkøbet.
- Det er en helt grundlæggende strategi fra ledelsen vi følger, der hedder organisk vækst på de markeder, hvor der er licenser. Vi købte Solfive i Frankrig for 5-6 måneder siden og lavede en re-entry på det franske marked. For to en halv måned siden købte vi Betchoice i Australien, der nu bliver re-brandet til Unibet.com.au.
- Så vi kigger på forholdene, kan vi tjene penge og kan vi lave en fornuftig forretningsmodel. Vi havde indtil i dag en ualmindeligt stærk position på det danske marked, den bliver ikke ringere af, at vi nu klamper Bet24 ind også, konstaterer Per Marxen over for Pokernyhederne.com.
Har Unibet haft kig på andre spilfirmaer?
- Ikke mig bekendt. Det har været en yderst velbevaret hemmelighed indtil her til morgen. Jeg gætter på, man har haft dialogen med MTG (Modern Times Group, Bet24's tidligere ejere, red.) i et par måneder, hvor man har kigget hinanden an og analyseret tallene. Uden at være sikker, så smager det meget af, at vi har fulgt samme mønster som i Frankrig og Australien.
Hvad er planen for de kommende måneder og hvad vil man kunne forvente sig som kunde hos Unibet og Bet24?
- Planen er, at brands skal smeltes sammen til Unibet. Tidslinien ligger ikke fast endnu, det afhænger af mange ting, også rent juridisk med de maltesiske myndigheder er der nogle formalia, der skal falde på plads, siger Per Marxen og fortsætter,
- Det er en del at planen, at vi ikke kommer til at fortsætte med to pokerklienter. De oplysninger jeg har, går på, at alle kunder skal merges over på vores pokerklient, og det er jo så Microgaming. Bet24 fik også besked her til morgen. De skal stå for at informere deres nuværende kunder. Har man spørgsmål, skal man henvende sig til Bet24's kundeservice.
Artikelfoto: Unibets danske pressechef Per Marxen.