Black Friday-dømt skal tre måneder i fængsel
Branchenyt
John Campos, der gennem banken SunFirst Bank var mellemled for amerikanske pokerspillerne, når de ville indbetale til pokersiderne, blev i går dømt skyldig i en retssal på Manhatten, New York.
Det koster nu amerikanske John Campos tre måneder bag tremmer, at han gennem banken SunFirst Bank, hvor han var næstformand og medejer, hjalp amerikanske pokerspillere med at omgås den omstridte UIGEA-lovgivning.
Ifølge anklageskriftet fra Black Friday, hvor John Campos stod tiltalt sammen med 10 andre personer fra henholdsvis pokersider og de såkaldte 'payment processors', løb der mere end $200 millioner gennem SunFirst Bank fra pokerspillerne til pokersiderne fra 2009 og frem.
Profitten er ukendt, men dommer Lewis Kaplan slog fast, at det ikke var nogen guldrandet forretning for Campos personligt. Alligevel tøvede Kaplan ikke med at kalde Campos' gerninger for 'kriminalitet drevet af grådighed', skriver nyhedsbureauet Associated Press.
Campos blev dømt for at have foretaget illegale transaktioner på vegne af banken, men slap for at blive dømt for mere grove anklager som hvidvask af penge m.m. Derfor er dommen heller ikke i nærheden af den straframme på 45 års fængsel, som tidligere er blevet nævnt i sagen mod Campos.
Ud over de tre måneders frihedsberøvelse er det også en del af dommen, at John Campos aldrig mere på arbejde inden for bankindustrien.