Opgør med bookmakeres limitering af kunder på vej i Storbritannien

Games/Casino

Skrevet tirsdag d.4. august, 2015 kl.14:12

Af Nicklas Degn

Mængden af limiterede og deraf frustrerede sportsbettere hober sig op i Storbritannien. Nu vil en markant politisk figur kigge nærmere på problemet.

Er man en vindende sportsbetter kan man risikere at blive limiteret af sin bookmaker. Det vil sige, at bookmakeren afviser at tage imod væddemål op til en hvis størrelse, eller sagt med andre ord - bookmakeren lader din bettingkonto være åben, men du kan kun bette for få kroner. 

Det gør sportsbettere verden over frustrerede og især i Storbritannien, hvor det nu er i så høj grad, at man sandsynligvis kan forvente at se et regulært opgør med fænomenet.

En af Englands største aviser, The Guardian, bragte i weekenden en klumme fra en anonym hobby-sportsbetter, der har måttet se sig limiteret hos stort set samtlige af de bookmakere, han har forsøgt at signe op hos, hvorfor han nu har svært ved at placere et væddemål på over 100 kroner.

Sportsbetteren ønsker at der bliver gjort noget ved fænomenet og han bakkes op af Alex Salmond, der indtil sidste år var Skotlands statsminister, og altså ikke er nogen helt ukendt profil i britisk politik.

- Det er ikke acceptabelt, at bookmakere afviser at tage bets på anseelige størrelser, fordi kunden har vist sig vindende. Hvis det ikke er et brud på markedsførings-standarden, så burde det være det. I dag vil bookmakere simpelthen ikke tage nogen risici, siger Salmond ifølge klumme-skribenten.

Forskellen skal gøres klarere
Salmond har i dag en fremtrædende position i det britiske parlament, og det er her, han vil bruge sin indflydelse.

- I min nye rolle er jeg opsat på at gøre gambling-kommissionen og Ibas (the Independent Betting Adjudication Service, myndighed, der varetager konflikter mellem bookmakere og kunder red.) opmærksom på det. Der er en forskel på bookmaking, der er en fuldstændig respektabel profession, og at flå folk, hvilket ikke er, siger han og tilføjer,

- Måske er det på tide, at forskellen bliver gjort klarere i forhold til loven. Der er en forskel på at være risiko-orienteret og at være ansvarlig for at mislede markedsføring. Et uretfærdigt afslag på at acceptere et væddemål, bør, efter min vurdering, være grund til at diskvalificere en bookmakers licens. 

Danske kunder limiteres i høj grad 
Flere gange har debatten også været livlig herhjemme, på diverse bettingfora, hvor danske kunder, der har vundet hos bookmakerne, oplever at blive limiteret i en så kraftig grad, at det svarer til, at de som kunder reelt set ikke må spille hos bookmakeren.

Flere kunder har klaget over forskelsbehandling og falsk markedsføring fra bookmakerne, og sammenlignet det med, at nogle kunder må benytte sig af tilbud hos supermarkeder, mens andre ikke må. 

Højtstående kilder hos danske bookmakere, der ønsker at være anonyme, siger til Pokernyhederne.com, at hvis en sag blev ført ved de danske domstole, ville der være sandsynlighed for, at bookmakerne ville tabe sagen grundet forskelsbehandling af kunder.

Du kan læse hele den anonyme sportsbetters beretning på The Guardians hjemmeside.

Artikelfoto: Wikipedia.org. Alex Salmond taler ved en konference under sin periode som skotsk statsminister i 2007.

0 kommentarer Kommenter
Cxense Display Cxense Display Cxense Display