Oliver Speidel varm i Asien
Live Poker
Australske Oliver Speidel har lagt sig helt i toppen af APT Phillipines efter dag 1a og 1b. Kun canadiske Alan Engel har flere chips end Aussie Millions-vinderen fra 2012 når de 137 tilbageværende spillere mødes til dag 2 imorgen.
Australske Oliver Speidel er tilbage i Manila, hvor han så sent som i december sidste år vandt Manny Pacquiao World Event til $50.691, hvilket i den grad har sendt ham på en turneringsheater siden. Efter sejren har han blandt andet vundet main eventet ved Aussie Millions til hele $1.704.000 og har derudover ramt hele tre finaleborde, hvor han har høstet præmiepenge for yderligere $83.000.
Nu er han som sagt tilbage i Manila, hvor han spiller den $2.700 dyre main event af Phillipinernes afdeling på APT-touren og her mødte 120 spillere op til dag 1a. Ved spilstop var feltet blevet mere end halveret og der gik således kun 59 spillere videre til dag 2 og her endte Speidel faktisk med flest chips.
134 spillere stillede derefter til start på dag 1b, hvilket bragte den samlede præmiepulje op på $615.950, her formåede Alan Engel at overtage det samlede chiplead for turneringen, og han tager 98.900 chips med sig videre til dag 2 mod Speidels 94.325 på andenpladsen.
Du kan læse mere om APT-turneringen i Manila på PokerPortal.asia.