'Sasuke' videre i €10.300 HU-turnering efter sejr over 'LarsLuzak'
Jacob 'Sasuke' Rasmussen vandt sin første dyst over finske Sami 'LarsLuzak' Kelopuro og er videre i €10.300 head-up-turneringen under EPT Barcelona.
Ifølge PokerStarsblog.com har Jacob 'Sasuke' Rasmussen spillet sig videre til anden runde af €10.300 heads-up-turneringen under EPT Barcelona.
Det gjorde han efter at have slået den finske highroller Sami Kelopuro, der nok er bedre kendt under hans online-navn, 'LarsLuzak'.
I turneringen, som havde deltagelse af 31 spillere, er der allerede røget nogle store navne, hvor spillere som Bertrand 'ElkY' Grospellier, Peter Jetten og Sorel Mizzi alle er ude.
Det betyder dog ikke at vejen til sejren bliver nem for Jacob Rasmussen, for mens ovenstående spillere er ude, er 2010-verdensmesteren Jonathan Duhamel, Justin Bonomo og vinderen af EPT Super High Roller'en fra sidste uge, Dan Smith, alle videre.
I anden runde skal 'Sasuke' møde vinderen af dysten mellem Heikki Piira og Juha Lauttamus, der er den eneste førsterunde-dyst, der endnu ikke er blevet afgjort.
Vinder Rasmussen sin andenrunde-kamp, risikerer han at komme op og danse med en af de helt tunge drenge, Justin Bonomo, der under EPT-finalen i Monte Carlo i april viste sit værd og vandt €100.000-dyre Super High Roller, blev nummer fire i €25.000 High Roller og nummer 28 i Main Eventen, i alt cashede amerikaneren for omkring $2,6 millioner alene i den uge.
Du kan se alle de tilbageværende spillere på PokerStarsblog.com.