Phil Galfond sælger sin rutsjebanehybel
Lir
Phil Galfond taler i en ny videoblog om salget af sin berømte newyorker-lejlighed, hvor der er indbygget rutsjebane.
I oktober 2008 brugte den amerikanske pokerstjerne Phil Galfond en stor del af sine gevinster fra online- og live-bordene på et nyt spektakulært hjem i 'The Big Apple', New York.
Hans nye hjem bestod af intet mindre end to penthouse-lejligheder slået sammen til en. Problemet med at slå de to lejligheder sammen, løste han ved at installere en rutsjebane.
Læs også: Yahoo sætter fokus på Galfonds rutsjebanehybel
Der er sket meget siden 2008. I juli 2011 flyttede Phil Galfond fra New York til Vancouver i Canada for at kunne spille online-poker igen, da det var taget fra ham på grund af Black Friday. Siden da har hans pokerhybel i New York stået tom.
I hans nye videoblog fortæller han om de fremtidige planer for den.
- Jeg sælger min lejlighed i New York. For jeg ved ikke, om jeg kommer til at bo der fuld tid igen, og den er ret dyr. Jeg har et lån, eller faktisk to lån, da det er to lejligheder. Jeg bor der ikke, ingen bor der faktisk, siger Phil Galfond og fortsætter,
- Jeg overvejede at leje den ud, men jeg kan ikke rigtigt lide, at andre bor der, hvis jeg nu skal tilbage dertil, og jeg ved faktisk ikke, om jeg vil tilbage. Hvis jeg beslutter mig for at bo i New York igen, så kan jeg nemt finde et andet sted at bo, vurderer Galfond.
Du kan se billeder fra lejligheden her.
I videobloggen fortæller Phil Galfond også om sit store downswing på PokerStars, hvor han tabte over $680.000.