Tony G blandede sig i OL-åbningsceremoni
Lir
De Olympiske Lege er i fuld gang i London, og selv om poker ikke er en del af programmet, fik en af de helt store spillere listet sig med til fredagens storslåede åbningsceremoni.
Det skabte mange rygter og undren, da Tony G under årets WSOP i Las Vegas meldte fra til den stort anlagte The Big One for One Drop-turnering.
Forklaringen lød, at australieren med de litauiske rødder skulle på træningslejr med det litauiske basketball-landshold, og derfor ikke havde mulighed for at deltage i kampen om de mange millioner dollars.
Nu viser det sig dog, at der var noget om snakken. Sammen med den litauiske OL-delegation gik en tydeligt overvældet Tony G nemlig ind på Wembley Stadion under fredagens åbningsceremoni.
Den altid underholdende australier deltager i forbindelse med sin rolle som manager for de litauiske basketball-herrer, og som det ses herunder har han taget plads lige bag ved fanebæreren.
Udover sin rolle som manager for landsholdet, har Tony G også andre forbindelser til de dunkende litauere. ’The Mouth from Down Under’ står nemlig noteret som holdets største sponsor, og som vicepræsident for landets basketball-forbund.
Skærmdump opsnappet af PokerStrategy.com