Gus renset for over 1.800.000 kroner
Online Poker
Den danske superstjerne har i løbet af det sidste døgn, fået ørerne godt og grundigt i maskinen, og har stort set tabt over hele linjen.
Gus Hansen er kendt for sine store swings, og siden sin tilbagevenden til den virtuelle filt har han da heller ikke skuffet. I går var desværre et swing i den forkerte retning, da han blev renset af på PokerStars' største cashgame-borde.
Det var specielt på PLO-bordene, at det gik galt for danskeren, men de enorme Fixed Limit Omaha Hi/Lo-borde med blinds på $1.000/$2.000 var heller ikke for gode ved Gus.
Det samlede underskud for døgnet løber dermed op i $298.577, hvilket han har smidt på 1.815 hænder ifølge HighstakesDB.com. Dette giver ham den knap så fashionable titel som døgnets største taber.
Han er dog tæt forfulgt af Ben 'Sauce123' Sulsky, som har formøblet $287.707. Hovedparten af dem er røget ind på Phil 'MrSweets28' Galfonds konto, hvilket har skaffet ham et kæmpe plus på $409.054 for de sidste 24 timers spil. Sulsky og Galfond sidder dog stadig og spiller heads-up på flere borde i øjeblikket, så tingene kan stadig nå at ændre sig.
Den danske Team PokerStars Pro, Theo Jørgensen, har heller ikke haft den store succes ved bordene i løbet af det sidste døgn. Der er i alt forsvundet $48.892 fra Jørgensens lommer.
Anderledes godt er det gået for Daniel 'MrSmits' Bertelsen, Micki Frier Suwalski og Jesper 'Kipster' Hougaard, som har vundet henholdsvis $14.005, $11.588 og $4.128.