Brøndby IF skal arbejde stenhårdt for vinderkulturen

Sorgenfris Synspunkt

Skrevet torsdag d.14. juli, 2016 kl.10:41

Af Søren Sorgenfri

Pokernyhederne.com har indgået et samarbejde med NordicBet.dk, hvilket kommer til at udmønte sig i både spil-tips og fodboldsblogs. Vi byder mangeårig B.T.-skribent Søren Sørgenfri velkommen. Her er hans første blog. God læselyst!

Daniel Aggers meddelte offentligheden sit karrierestop for en måned siden. Som tiden dog går. Den overtatoverede stopper synes, at have været med på banen i en evighed, og så blev der sat punktum. Bare sådan.

Fodbolden ruller videre i det evigt kværnende hamsterhjul, der hedder sæson og kampkalender. Den ene følger den anden. Vi når dårligt nok at få noteret os bundlinjen fra en sæson, før spillerne skyndsomt flyver sydpå til varmere vejr end her, og derefter vender hjem for at påbegynde preseason, som det hedder på moderne dansk. Opstartsfasen er overstået. Nu kan tæppet gå op. Superligaen tager hul på et nyt fodboldår denne weekend, og med den et nyt projekt i Brøndby IF. Og dem har der ellers været et par stykker af eller flere i de senere år i den blågule historie.

Nu er tiden kommet til endnu et kapitel, og for helvede hvor bliver det et afgørende et af slagsen for den ellers så stolte klub.

Daniel Agger konstaterede i en afsluttende kommentar efter meddelelsen om karrierestoppet, at kulturen i Brøndby er væk. Altså den kultur der gjorde Per Bjerregaards Brøndby til noget særligt på og uden for banen med stor sportslig succes, markante spillersalg og mindeværdige europæiske togter til følge.

 

'Men den er væk. Fuldstændig. Der er ikke nogen kultur mere. Især i træningen er der ikke den der samme kultur. Arbejdsmentaliteten som Brøndby står for. Da er folk ligeglade med, om de vinder eller taber. Jeg skal ikke hænge nogle ud, men mange tænker til træning: Nå, ja. Det kan godt være, at vi taber i dag, men livet går videre.'

 

Ordene faldt i et storstilet interview med Jyllandsposten. Anførerens sidste ord i et spænd over otte kapitler med samtaler over to år mellem journalisten Troels Henriksen og Daniel Agger som fundament. Brøndbys kommunikationsafdeling kendte, så vidt jeg ved intet til den samlede pakke af interviews, der landede i Jyllandsposten.

 

Hvorfor skulle de? De har selvfølgelig fundet sted i løbet af Daniel Aggers ansættelsestid i Brøndby, men offentliggørelsen var tydeligvis først tiltænkt den dag, hvor støvlerne blev lagt på hylden. Men man kunne dog have lidt ondt af klubbens kommunikations-boss Christian Schulz, der i fagbladet Journalistens forsidehistorie – tilmed med et billede af Daniel Agger på forsiden – et par dage før Jyllandsposten kørte første skud af serien, fortalte varmt om klubbens strategi og kommunikation. Om at holde styr på tropperne internt. Og der kunne han så et par dage senere læse, at Daniel Aggers gravskrift over klubbens oprindelige værdisæt.  Sammenholdet, arbejdermentaliteten og viljen til at vinde hver dag. Også til træning i regnvejr.

De gamle drenge og læreprocessen


Man skal vide, at der i dansk sportspresse hersker en særlig respekt omkring Daniel Agger. Derfor har man heller ikke set stærkt strammede historier og vinkler på hans ord om den døde kultur. De er blevet citeret alle steder, javel, men ikke (mis)brugt yderligere. Havde det været en anden spillers ord, så tror jeg, de var blevet brugt som løftestang til at så dyb tvivl om klubbens fremtid og især den nuværende ledelse og ejerkreds. Det ville også være forkert. Set fra min stol. Den kultur som Daniel Agger efterlyser døde ikke under hans sidste vagt og tid i klubben.

 

Den forblødte fra slutningen af 00erne og frem til i dag, hvor de blågule med den tyske træner Alexander Zorniger bogstavelig talt storsveder for at få en vinderkultur banket ind i truppen. Zornigers udfordringer vender jeg tilbage til. Den kultur Daniel Agger fortæller om, er den hvor de ældre spillere lærte de unge, hvordan og hvor meget man giver sig for den blågule trøje. Ikke 99 procent, men 100 procent. Spillere som Kim Vilfort, John Faxe Jensen, Lars Olsen, Kim Christofte og Henrik Jensen piskede de unge og nye spillere til at forstå, at uanset om der var tale om en hyggekamp på håndboldmål, så talte kun sejren.

 

Og ikke noget med at grine, hvis man havde tabt. Det handlede om at vinde. Brøndbys resultater fra 90erne og frem kender vi. Store kampe og sejre i europæisk sammenhæng, landsholdsspillere og alt det der. Vi behøver ikke ridse dem alle op. De står mejslet i betonen derude og i den danske fodboldbevidsthed. Per Bjerregaard og co. arbejdede desuden, da først økonomien var til det, med en strategi baseret på at hente de andre danske klubbers dygtigste spillere. Ren win/win. Konkurrenten svækkedes, og Brøndby forstærkedes. Og ikke nødvendigtvist til top-lønninger, fordi spillerne vidste at en kontrakt med Brøndby var lig med en sikker plads i udstillingsvinduet til udenlandske klubber.

 

Da verden igen gik at lave i Frem, rykkede Søren Colding til Brøndby på en kontrakt svarende til en lille kontorløn. Det var en investering i hans egen karriere, og efter Brøndby fulgte fin tid for backen i tyske Bochum. Med Coldings egne ord var der mange andre spillere fra hans årgang, der var større talenter, men han havde viljen,
og derfor passede han godt ind i Brøndby.

Hårde Laudrup

 

Indstilling og kulturen fortsatte frem til Michael Laudrups trænertid. Fra 2002 til 2006. Det begyndte at skride i hans afsluttende tid derude, men i det store hele holdt han fast i de klassiske Brøndby-dyder tilsat hans egen flair for spillestil og hårdhed udi mandskabspleje. Spørg bare Kenneth Rasmussen, der mødte indtil første træningsdag, og fandt sine sager i en pose og besked om at finde sig en ny klub. Ingen varm luft og rundkredspædagogik og med John Faxe Jensen som ilter og gøende assistent på sidelinjen. Var ’Mister’ utilfreds med resultater eller indstilling, blev spillerne sendt ud at træne på den fjerne bane 26 akkompagneret af motorvejslarm.

Brøndby-legenden Ebbe Skovdahls søn Rene blev som fysisk coach tilknyttet trænerteamet og under en træningslejr ville han deltage i en spiløvelse. Måske lige markere sig. Eller måske bare deltage. Han blev sparket ned af holdets svensker og hårde hund Marcus Lantz. Op igen. Sparket ned igen. Der blev bedt om mere kvalitet i træning, var Lantz’ forklaring til den humpende Skovdahl. Underforstået. Træningen er ikke for hvem som helst her. Det er mit indtryk Laudrup var god for klubbens portefølje, men også at der blev satset mange penge, som ikke fik det håbede afkast i form af mesterskaber og heraf mulighed for Champions League. Der blev solgt spillere for pæne beløb.

 

Daniel Agger og Thomas Kahlenberg ikke mindst, men også handlet dyrt, og oftere udlændinge end profiler fra Superligaen. En strategiændring i forhold til tidligere. Brøndby havde tidligere hentet udenlandske spillere, der passede glimrende ind i den blågule-kultur. Krister Nordin og Mattias Jonsson eksempelvis. Og Michael Laudrups erhvervelse af Johan Elmander viste sig også fornuftig.

Meulensteen og dus med dyrene


Men gradvist blev der orienteret mere mod udlandet. Michael Laudrups afløser René Meulensteen havde ikke en heldig hånd på transfermarkedet. Og stakkels Anders Bjerregaard der som nyudnævnt sportschef skulle gå i sin fars fodspor til en haglbyge af nepotisme-kritik og samtidig indfri de spillerønsker, som hollænderen lagede på bordet.
Giovanni Rector. Skal vi lade den ligge der? Meulensteens tilgang til mandskabsmotivation lod meget tilbage at ønske. Seancen i udekampen mod Eintracht Frankfurt hvor hver spillere skulle præsentere sig som et dyr, hvorefter hollænderen skrev hele dyreflokken ned foran en mundlam trup på en tavle. ’Godt, vi er stærke, hurtige og gode til at se. Vi er uovervindelige’, lød hans afskedssalut, hvorefter Brøndby tabte 4-0 til tyskerne og fik to røde kort med en helvedes intern ballade til følge. At tænke sig. Brøndby var i ugerne før udnævnelsen af René Meulensteen i dialog med USA’s daværende træner Bruce Arena. Han var dem for dyr.

Der har været mange trænere, og spillere siden vinderkulturen var stærk i Brøndby. Man havde fornemmelsen af, at Kent Nielsen havde redskaberne til at genskabe ånden, men den noget gammeldags Nielsen flugtede dårligt med en mere flamboyant type som Alexander Farnerud i truppen. Var det gået anderledes for Kent Nielsen, hvis Brøndby var gået forbi Hertha Berlin i kvalen til Europa Leagues gruppespil og landet en stor bunke rare millioner der? Mon ikke hans mandat til forandring i klubben så havde stået stærkere? Efter 2-1 hjemme og en lun 1-0 føring ved ’Duncan’ i returkampen lignede det stor æresoprejsning for Kent Nielsen, efter Brøndby tre måneder forinden havde tabt mesterskabet i den forgående sæsons tre sidste kampe.

 

Ak, Hertha Berlins Gojka Kacar sprudlede i kampens afsluttende fase, som motor i tyskernes tre afgørende mål til 3-1 og farvel til Brøndby. I øvrigt de eneste 20 gode minutter Kacar spillede hele sæsonen 2009/10, og av hvor gjorde de ondt på Brøndby. Kent Nielsen modtog en af Superligaens mest ydmygende fyresedler det efterfølgende forår og en lang økonomisk nedtur tog fart.

Den tyske overraskelse

 

Brøndby har tradition for gennemtræk. En god del af klubbens spillertrafik og gøren og laden havner i medierne. Sådan har det været, så længe jeg kan huske, men Alexander Zorniger var en gevaldig overraskelse for presse og fans. Bum. Så stod sportschef Troels Bech der med en tysker med smag for overfaldsfodbold.

 

Ambitionerne om at være landets bedste klub til højintense løb, kan man enten se som en varmluftig salgstale målrettet medier og sponsorer eller som en reel målsætning. Altså ment som i gamle dage for Brøndby, hvor modstanderne ofte blev løbet af over ende. Det er ikke relevant om Brøndbys eliteafdeling har en foreningskultur med kaffe og kage.

 

De værdier trives bedste i ungdomsafdelingen i moderne fodbold. Det er vinderkulturen Brøndby skal have fokus på og sejrens engagement. Det har i årevis undret mig, at der ikke var en ordentlig frokostordning i klubben. Og gerne en obligatorisk en af slagsen, hvor spillerne bliver hængende og plejer det sammenhold, der får dem til at løbe en ekstra meter for hinanden. Det har været for dyrt med en frokost til spillerne, spillerne har fundet maden af for dårlig kvalitet, selv arrangeret en frokostordning eller typisk de unge spillere har klædt om lige efter træning og er smuttet hurtigt videre.

 

Eller har brugt tiden på at holde øje med trafikken på Instagram. Altså en arbejdsdag sådan groft sagt fra ni om morgenen til 12-12:30 stykker. Til en hyre over en almindelig kontorløn. Jeg er sikker på, de fleste af spillerne i den nuværende trup ved første øjekast, har hadet Alexander Zornigers ugeprogram. Morgenmad, træning, frokost, træning og mere forplejning med tyskerens øje for vigtigheden af en god diæt. Der ligger vigtige procent at hente på en ordentlig ernæring, når der skal løbes i det omfang og tempo, som Alexander Zorniger forventer.

 

Og de procenter er af stor vigtighed, hvis Brøndby skal med i slutspillet og samtidig spillere på hylderne, der kan sælges videre for millioner. Den egentlig succeshistorie i Brøndby i de seneste år – udover at klubben klarede sig fri af økonomisk ruin – er, at der igen sælges spillere for pæne summer. Lukas Hradecky til Eintracht Frankfurt for nær ved 20 millioner kroner. Hvem havde med hånden på hjertet troet, at Brøndby en dag ville udsende en pressemeddelelse om et salg af Riza Durmisi til en La Liga-klub? Som salgsvindue har Brøndby stadig et hæderligt navn i Europa.

 

Andre trænere som en Miroslav Slomka har ladet forstå, at den eneste klub i Norden han vil binde an med, det er Brøndby. Der er stadig saft og kraft i navnet Brøndby udenfor landets grænser, og i fodboldkredse anses de sammen med svenske Hammarby for de to klubber med det største uforløste potentiale i Norden. Og en del af Brøndbys potentiale burde være forløst på nuværende tidspunkt, men den millionindsprøjtning som Aldo Petersen stod i spidsen for blev ikke mindst af tidligere sportschef Per Rud forvaltet på en spillertrup,
som typemæssigt stak i mange forskellige retninger og med et begrænset videresalgspotentiale.

 

Det efterslæb skal nuværende sportschef Troels Bech løfte, og selv om det er benhårde vilkår, så må man konkludere, at hans hvedebrødsdage på posten for længst er overståede, og nu skal han lykkes med sin del af pipelinen, så Alexander Zorniger kan lykkes med sin fortolkning af vindermentalitet. Løb til I dør. På banen, for fansene, for sponsorerne, for resultaterne. Det er den indstilling, der skal give Brøndby-kulturen nyt liv.

 

Tror du Troels Bech og Alexander Zorniger får styr på tropperne? Så kan du spille på Brøndby IF som danske mestre på nordicbet.dk.

 

Søren Sorgenfri
Ni år som fodboldjournalist på BT/Berlingske. Selvstændig siden sommeren 2015 og redaktør på www.tribunen.com. Forfatter til bøgerne: ’Per Nielsen – Brøndby 4 ever?’, Brøndby storhed og fald’, ’EM-historiens største helte’, ’Sensationen – Leicesters mesterskab’ og flere bøger om Premier League samt Superligaen på vej.


Klummeskribent hos www.nordicbet.dk

0 kommentarer Kommenter
Cxense Display Cxense Display Cxense Display