Slåskamp under APPT Sydney
Nyheder
En deltager i mandagens High Roller-event under APPT Sydney blev pludseligt og tilsyneladende helt umotiveret overfaldet af en tilskuer.
Når man tænker på, at store egoer og store penge ofte kombineres i poker, så kan man næsten undre sig over, at der så sjældent berettes om mere end bare verbale sammenstød.
Men ved APPT-sæsonfinalen i Sydney var den her til morgen helt gal, da en 'uidentificeret og meget kraftigt tatoveret mand' pludseligt angreb australieren Mark Ericksen, der sad og spillede $15.000 High Roller-eventen.
- Den uidentificerede mand, lad os kalde ham Mr. X, kom anstigende mod Mark Ericksens bord med ordene 'Stay the f*ck out of my business'. De to udvekslede et par ord inden Mr. X pludseligt langede Mark Ericksen en på siden af hovedet, beretter PokerNews med Terrence Chan, der sad ved bordet, som kilde.
- Herefter forlod Mr. X området og det så ud til, at situationen var stilnet af, indtil Ericksen rejste sig og kaldte Mr. X 'en f*cking rotte'. Herefter brød helvede løs. Efter flere slag de to imellem befandt de sig pludseligt på gulvet, hvor Mr. X fortsatte sit overfald på Ericksen.
Chan forklarede også til PokerNews, at den ene af turneringslederne ville gribe ind, men havde misforstået sitautionen som var det Ericksen, der blev overfaldet. Kort efter kom security dog til og eskorterede overfaldsmanden ud af turneringsområdet.
Afbrudt Main Event og High Roller event
Både Main Event og High Roller-eventen blev midlertidigt afbrudt imens personalet afhørte vidner, men blev dog genoptaget kort efter. Efter optrinnet blev den forslåede Mark Ericksens chips taget ud af spil og han fik refunderet sit buy-in.
Eastgate klar til kamp
Peter Eastgate er så vidt vides en af få danskere, der stiller op til APPT Sydney, men ex-verdensmesteren var dog ikke i nærheden af optrinnet, fortæller han Pokernyhederne.
- Jeg ankom først kort før starten, efter en 24 timer lang rejse, så jeg besluttede mig for at få noget søvn i stedet for. Men nu fortryder jeg da næsten, at jeg ikke stillede op, griner Eastgate.
Eastgate spiller på torsdag og lad os håbe, at han ikke ligesom Ericksen bliver målet for Mr. X' vrede.