- Jeg har ondt af 'Isildur1'
Nyheder
Brian Hastings ved godt, at hvor der er vindere, er der tabere, og han håber, den svenske pokermaskine kan få endnu et comeback.
Selvom Brian Hastings ikke havde 100% i sin 21 millioner kroners gevinst onsdag nat, så skulle der nok lige være til dagen og vejen - og lidt til. Men den unge highroller bruger ikke tiden på storindkøb.
I stedet er han ved at færdiggøre sin hovedopgave som økonomi-studerende på Cornell University, New York, og så har han dog også fundet tid til at blogge lidt om den historiske dag.
- Wow. Jeg har netop haft den største gevinst på én dag i online-pokerens historie. Skete det virkelig? skriver amerikaneren indledningsvis i blog-indlægget, der har fået titlen 'Reflection on a Very Special Day'.
Og så indrømmer han, at han faktisk har lidt ondt af den nedslagtede svensker.
- Selvom vi er voksne gamblere og kender risikoen, så har jeg på en måde ondt af Isildur. Sidste år havde jeg et downswing på $1.400.000 på $500/$1.000, hvor jeg selv tog 100% af tabene (ufatteligt dumt), så jeg har været der, skriver Hastings.
Det er ikke første gang Isildur1 er nede og skrabe bunden efter sit stormende indtog i de store spil, og hvis der rent faktisk er tale om den unge Viktor 'Blom90' Blom, så er et comeback ikke utænkeligt. I januar formåede han således at lave $2.000 om til $1.500.000 på kun to uger.
- Han er en talentfuld spiller og jeg håber det vender for ham, og det tror jeg, det vil. Måske denne blog endda vil hjælpe ham, skriver Brian Hastings.
Læs hele bloggen her.