Russisk highroller død

Nyheder

Skrevet onsdag d.8. februar, 2012 kl.11:23

Af Daniel Bang-Ortmann

Den russiske pro Nikolay Evdakov døde i går nat. Hans kone postede den triste nyhed på et russisk pokerforum i går morges.

Nikolay Evdakov døde i går nat i en alder af 47 år, oplyser hans kone Nataliya på det russiske pokerforum cgm.ru. Dødsfaldet skyldtes sygdom.

Evdakov var en respekteret herre i pokermiljøet og havde da også flere store cash på CV'et. Det største kom ved WSOP 2011 i $25.000 NL Hold'em Heads-Up Championship, hvor Evdakov tog en 7. plads til $138.852.

Evdakov kom desuden i WSOP-rekordbøgerne i 2008, da han som den første mand nogensinde cashede 10 gange i løbet af den årlige sommer-turneringsserie.

Russeren var også med i den store $250.000 Super High Roller Aussie Millions i 2011, hvor han desværre bustede lige inden pengene.

Siden 2006 nåede han at indtjene $1,1 million på live-tours, og ofte deltog han i de store cashgames både online og live.

Ud over passionen til poker var Evdakov en ivrig forretningsmand, som blandt andet stiftede det populære russiske pokerforum cgm.ru. Evdakovs begravelse finder sted i morgen på Troekurov Cemetery i Moskva.

Artikelfoto fra WPT.com: Nikolay Evdakov længst til venstre under en WPT-turnering til bords med blandt andre Kathy Liebert, Carlos Mortensen og Jason Senti.

0 kommentarer Kommenter