Forvirret Ivey i ny WSOP-turnering: Hvor er blinds'ne?
Nyheder
Phil Ivey havde tilsyneladende ikke nærstuderet WSOP-programmet inden han tilmeldte sig event #49 ($1.500 Ante-Only No Limit Hold'Em).
World Series of Poker har som regel en overraskelse eller to i ærmet, når de præsenterer programmet til den årlige turneringsserie i Las Vegas.
I år var ingen undtagelse. Ikke alle årets 61 events er nemlig gengangere fra tidligere år.
Blandt andet er det første gang, der bliver afholdt en NLHE-turnering uden blinds, men kun anter, som i event #49 (Ante Only No-Limit Hold'Em).
Det var åbenbart gået Phil Iveys næse forbi, fortæller Mickey Petersen på Twitter.
- Ivey satte sig ned i Ante Up-turneringen og spurgte hvor blinds'ne var med et mere forvirret ansigtsudtryk end i hånden mod Jennifer Tilly, skriver Mickey Petersen med henvisning til en hånd fra en tidlig udgave af Poker After Dark. Se hånden i bunden af denne artikel.
Heldigvis for 'mement_mori' blev Phil Ivey allerede slået ud efter ti hænder i den nye turnering.