Efter 36.000+ hænder: - Det var ikke meningen, at jeg skulle spille

Interview

Nyheder

Skrevet søndag d.22. juli, 2012 kl.13:00

Af Lasse Janerka

Jannick Wrang har næsten brugt alle sine vågne timer på PokerStars Pot Limit Omaha-borde de sidste 17 dage, men fortæller til Pokernyhederne.com, at det faktisk ikke var meningen, at han skulle spille i denne periode.

I går havde vi på Pokernyhederne.com set, at Jannick 'EDWARDHOPPER' Wrang havde spillet næsten dobbelt så mange hænder, set over den seneste uge, som den næstmest aktive highstakesspiller, der var blevet tracket af HighStakesDB.com.

Læs også: Wrang mest aktive highstakesspiller den seneste uge

Efterfølgende fangede vi den danske stjerne til en snak om anledningen for hans arbejdsraseri, hans resultater og hvad fremtiden kommer til at bringe for den danske EPT-vinder.

- Jeg kan se, at jeg har spillet 36.000 hænder på de store borde på PokerStars over de seneste 17 dage, fortæller Wrang i telefonen, da vi ringer, og han fortsætter.

- Dertil kommer der de hænder de ikke tracker. Jeg har nok spillet 10.000 hænder på $5/$10 og $10/$20, så lidt på andre netværk (end PokerStars, red.) og så har der været lidt turneringer ved siden af, siger Wrang, der også fortæller, at det var lidt af en tilfældighed, at han overhovedet begyndte at spille i denne periode.

- Faktisk var det ikke meningen, at jeg skulle spille overhovedet, men jeg fik besøg af et par kammerater og så kom jeg igang. Min kæreste har også været i Jylland på ferie det sidste stykke tid, så jeg har haft fri og har kunne spille 14-15 timer om dagen, kun afbrudt af søvn og hvis der skal handles ind eller sådan noget, siger Wrang til Pokernyhederne.com.

Fra 20.000 kroner til to millioner på ti dage
En anden grund til, at Jannick Wrang har været så aktiv online, er selvfølgelig også, at det er gået rigtig godt.

- Jeg startede med at sætte 20.000 danske kroner ind og lagde ud med at spille lidt 'fornuftigt' BRM, hvor jeg havde til et par oplæg. Det gik godt, og for omkring en uge siden stod der $320.000, omkring to millioner kroner, på kontoen. Det har jo selvfølgelig også været motiverende i sig selv, griner Wrang i telefonen, der kan fortælle, at vi ikke skal regne med at se ham meget ved bordene det næste stykke tid.


- Fra i dag og en uge frem kommer jeg næsten ikke til at spille, fordi jeg har nogle forskellige aftaler. Jeg kan ihvertfald ikke nå at gå stuck igen og har da også trukket en del af pengene ud og efterladt en 'lille' rulle på omkring $100.000, siger Wrang med et smil.

For at Wrang skal vinde, er der i sagens natur nogle, der skal tabe. Nogle gange går det selvfølgelig også den anden vej og Wrang har flere gange prøvet at miste rullen, eller tabe kvarte og halve millioner på få sessions, og det kræver en god psyke at kunne tage de hits, indrømmer 'EDWARDHOPPER' overfor Pokernyhederne.com.

- I løbet af de sidste par uger, der har jeg fem gange prøvet at tabe 250.000 kroner i løbet af et par timer, og selvom det generelt går godt, så fylder det alligevel noget, siger Wrang og fortsætter.

- Den tiltfaktor der kan være, er noget jeg har arbejdet meget med, og jeg spiller kun, når jeg har det fint med at tabe den slags beløber. Jeg kører med en psykisk faktor inde i hovedet. Hvis man siger, at man kan svinge mellem 1 og 10, hvor en robot altid vil være følelseskold med en status på 1, så kommer jeg nu ikke længere op end 4, mens en uerfaren spiller kan ramme 10, når det går skidt, giver det mening?, spørger Wrang, hvilket vi bekræfter ham i.

Fuldt rejseprogram for efteråret
Jannick Wrang blev som bekendt hjemme fra WSOP i år for at lede efter en ny lejlighed til ham og kæresten, selvom der stadig ikke er kommet nogen afklaring på den front, fortæller han, at det ikke vil have nogen effekt på hans efterår.

- Jeg har et fuldt skema tilrettelagt og regner med at være til stede ved det meste, der er; EPT Barcelona, WSOPE i Cannes, WPT og EPT i Prag, WPT København, WPT Paris og så overvejer jeg Partouche, fortæller Wrang, der også kan afsløre, at der også bliver presset en to ugers ferie til USA ind i programmet.

WCOOP til september bliver der tilgengæld ikke meget tid til.

- Jeg kommer nok til at spille lidt, men det ligger ret dårligt i forhold til de andre ting jeg skal. Selvfølgelig, hvis jeg alligevel er online, så spiller jeg nok alle de store PLO og NLHE-turneringer, men det er noget, der kommer til at køre ved siden af cashgamet, siger Wrang afslutningsvist til Pokernyhederne.com. 

Zap Poker! Spil med på vores superhurtige Zap Poker borde og få en bonus. Klik her!
0 kommentarer Kommenter