Laliberte vil sagsøge udgivere af slibrig biografi

Nyheder

Skrevet onsdag d.17. juni, 2009 kl.15:21

Af Caspar Tribler

Igår havde succesprojektet Cirque du Soleil 25 års jubilæum. Samme dag udkom en uautoriseret biografi om den pokerspillende bagmand og tidligere ildpuster Guy Laliberte, der fortæller om et liv med sexorgier.

Alt imens Guy Laliberte har travlt med at komme i træning til hans forestående rejse som rumturist, er der blevet en del andet at se til. I forbindelse med 25 års jubilæet for hans alternative circusimperie Cirque du Soleil, der har gjort Laliberte til en rig mand med hele 2,5 milliarder dollars på kontoen (ifølge Forbes, red.), udgives der nemlig en slibrig uatoriseret biografi om hovedpersonen.

Sex, Drugs og Rock'n'Roll
Historierne i bogen stammer fra folk omkring Laliberte, der fortæller om abnorme fester, der ifølge kilderne nærmere mindede om fantasifulde sexorgier, og skriverierne har fået cirkusdirektøren op af stolen efter at det montrealske nyhedsmagasin Macleans har bragt uddrag fra bogen.

Ifølge biografien, der er forfattet af gossip-skribenten Ian Harperin, skulle globale businessfolk, politikere og Hollywoodstjerner have deltaget i festerne, hvor de blev underholdt af optrædende fra Cirque du Soleil og fik mad og drikke for millioner af dollars. Halperin citerer dusinvis af tidligere gæster fra festerne, der fortæller om vilde udskejelser. Eksempelvis den Milan-baserede fotomodel Myra Jones, der skulle have deltaget i adskillige af festerne:

- Alt hvad du ville have var muligt at få ved Guys fester: Stoffer, den bedste musik spillet af berømte DJ's, som blev fløjet ind fra Europa og USA, samt den vildeste sex du nogensinde kan forestille dig.

Ifølge bogen sørgede Lalibertes assistenter for at der blev kørt busfulde af prostituerede ind fra hans hjemby Montreal til festerne, som blev frekventeret af personligheder som Robert DeNiro og Sir Paul McCartney.

-Det var vildere end skørt, det var komplet vanvid i flere timer. Alle var så smukke og så frie, fortæller Playboy-modellen Angie Everhart i bogen og fortsætter:

- Hvis der var en almindelig person i huset, må vedkommende have flippet ud over at alle andres trip. De må simpelthen have haft troet, at de selv var på stoffer.

Ekskonen bidrager også
Den udtalelse i bogen, der angiveligt skulle have vækket mest vrede hos Guy Laliberte, kommer fra hans ekskone, den brasilianske model Rizia Moreira, som han har tre børn med. Hun hævder at han kom hjem og havde sex med hende, efter at han havde haft sex med andre kvinder, og at hun aldrig ville være gået med til det, hvis hun havde haft kendskab til det.

Lalibertes advokater har krævet at bogen bliver fjernet fra samtlige forretninger, men forfatteren Ian Halperin er klar til at gå i retten og påberåber sig sin presseytringsfrihed, ligesom han har oplyst på sin blog, at bogen allerede har solgt 20.000 kopier.

Vi har endnu ikke fundet noget der tyder på at den danske high-stakes modstander fra Full Tilt, Gus Hansen, har været med til festerne, men vi agter at høre om han kender noget til dem, næste gang vi får et interview i hus. Dog forlyder det at gæsterne ved de omtalte vilde fester var blevet bedt om at underskrive en såkaldt 'confidentiality agreement'.

Kilde: The Independent

0 kommentarer Kommenter