Ziigmund og Doyle rykker ned i stakes
Nyheder
Nu kan menig mand prøve cashgame-evnerne af mod to af pokerens største stjerner, Ilari 'Ziigmund' Sahamies og Doyle 'Texas Dolly' Brunson. I denne uge rykker de markant ned i limit på online-pokeren.
Mandag-fredag i denne uge vil de to superhajer således være at finde i No Limit-spil helt ned til $5/$10. Til sammenligning blev der i Bobby's Room på Bellagio i sommers spillet PLO-spil mere end 100 gange så højt.
Stuntet er en del af et marketingfremstød for de to herrers pokersider, henholdsvis PowerPoker og Doyle's Room, der begge hører til på Cake-netværket. Et netværk, der som et af få accepterer amerikanske kunder, og derfor vil det først være fra klokken 01:00 dansk tid man vil kunne møde de to herrer.
Udover Ziigmund og Doyle er det også lovet at navne som Hoyt Corkins, Mike Caro, Eric 'Rizen' Lynch, Phil Laak, Todd Brunson samt medlemmerne af The Brunson 10 kigger forbi på de to respektive sider.
Ziigmund udtaler til Coinflip.com:
- Det er cool med mig at gå ned i stakes på den her måde, omend jeg slet ikke kan huske, hvornår jeg sidst har være spillet $10/$20 No Limit, siger Ziigmund og fortsætter,
- Det skal nok blive sjovt at spille mod Doyle, og forhåbentligt vil nogle af dem, der spiller på medium stakes, se det som en god mulighed for at få noget action. Ses ved bordene hos PowerPoker.
Artikelfoto: Ilari 'Ziigmund' Sahamies fanget under EPT København tidligere på året.